Danskerne bruger i gennemsnit syv timer og 16 minutter på medier om dagen – mest på nettet.

DR medieforskning har undersøgt danskernes medievaner i 2018. Undersøgelsen viser, at det gennemsnitlige medieforbrug for danskere over tre år stort set svarer til en fuld arbejdsdag – syv timer og 16 minutter. De fleste timer bruges digitalt – særligt på streaming.

Sammensat medieforbrug
Undersøgelsen gælder hele mediepaletten – lige fra TV til sociale medier, streaming og computerspil. Ifølge medieforsker Henrik Gregor Knudsen, skyldes det, at vores medieforbrug er blevet langt mere sammensat. Derfor giver det ikke mening kun at måle de traditionelle medier i opdelte kategorier:
– Helt simpelt kan man stille spørgsmålet op: Er YouTube en tjeneste til videostreaming eller musikstreaming? Det oplagte svar er, at det er begge dele, og det er derfor, at vi nu ser mere på medieforbruget på tværs,” forklarer medieforsker Henrik Gregor Knudsen til DR Presse.

Det er ikke kun medietjenesterne, der har forandret sig. Måden at bruge medierne på har også ændret sig:
– Tidligere var medier knyttet til bestemte tidsrum. For eksempel radio i bilen på vej til arbejde og fjernsyn til aftenkaffen. I dag bliver der set TV-serier i bussen og tjekket nyheder i supermarkedet. Det er svært at forestille sig, at danskerne kan klemme ret meget mere tid ind til medier. Det betyder, at brugen af medier begynder at overlappe og overtage brugen af andre medier,” forklarer lederen af DR Medieforskning, Dennis Christensen.

Digitale medier vinder frem
Netop sociale medier og streamingtjenester som Youtube og Netflix stiger i popularitet. Det lille fald i de traditionelle medier skyldes, at de digitale medier udbyder det samme i en anden ramme. For eksempel foretrækker flere at se serier og film på ”on demand” frem for flow-tv. Samtidig vil mange nu sidde i stuen om aftenen og kigge på deres telefon i stedet for at se fjernsyn. Dog er udviklingen ikke markant. 60 % af medieforbruget er stadig brugt på de traditionelle medier som radio, TV og print:
– Udviklingen går i en digital retning, men den er ikke eksponentiel – knap nok dramatisk. Selv for de unge er tilbagegangen på de traditionelle medier begrænset. Den digitale vækst sker primært på ét sted, og det er på streaming. Alle andre mediekategorier oplever en tilbagegang i tidsforbrug, og forklaringen på det, er, at der er grænser for, hvor meget mere tid, danskerne kan bruge på medier, end de gør i forvejen, skriver Dennis Christensen og Henrik Gregor Knudsen i rapporten.

Dermed har traditionelle medier som radio stadig mulighed for at nå de unge – især hvis det kan streames. De unge bruger nemlig dobbelt så lang tid på streaming, som den øvrige del af befolkningen.