05 feb 2019
5 februar 2019

Radioen står foran en ny guldalder

”Lydens første guldalder er forbi – men den næste er lige begyndt,” lyder det i DR Medieforsknings nye rapport om danskernes medievaner.

Fremtiden for lydmedier, som radio og podcasts, ser lys ud. Det konkluderer medieforskerne, Dennis Christensen og Henrik Gregor Knudsen, i DR Medieforsknings nye rapport om danskernes medieforbrug. Årsagen er enkel: Markedet for de visuelle medier er mættet, for danskerne har ikke mere tid til overs. Lydmedier kan imidlertid anvendes på farten, og mens man gør rent eller laver mad. De kan stadig klemmes ind i danskernes travle hverdag og har derfor potentiale til at vokse yderligere, lyder konklusionen i rapporten, Medieudviklingen 2018.

Lydmedier er in
Radioen var danskernes foretrukne massemedie indtil tv’ets udbredelse i 50’erne. Herefter blev den kraftigt udfordret af de visuelle medier, der hurtigt blev danskernes nye samlingspunkt. Selvom mange løbende har spået radioens endeligt, er der nu en ny tendens på vej: Lydmediet bliver mere og mere hipt. Offentlige lytteevents, fremvisning af radiokunst i biografer og podcast-festivaler er blot nogle af de initiativer, der er blomstret op i de senere år.
– Lydens første guldalder er forbi – men den næste er lige begyndt, skriver forskerne i rapporten og uddyber:
– Er du en moderne kulturforbruger hører du fx podcast, får læst artikler op, streamer musik eller køber LP’er. Er man en moderne virksomhed bruger man naturligvis også podcast som en aktiv del af sin brandingstrategi.

Fremtidens lydmedier
Ifølge Knudsen og Christensen vil fremtidens lydmedier udvikle sig i to spor: Et indholdsspor og et navigationsspor.
– Indholdssporet vil bevæge sig i en mere og mere individualiseret retning […] Lydoplevelsen vil blive mere personaliseret og emotionelt bevægende, forklarer de i rapporten.

Det andet spor er navigationssporet, som især drives af teknologiske landvindinger inden for stemmestyring og stemmeassistenter, som Apples ’Siri’ og Googles ’Home’ og Amazons ’Alexa’.
– Navigationsmæssigt kan lyd på sigt afløse tekst og ikoner som navigation. Stemmestyring og stemmeassistenter kan blive måden, hvorpå vi i fremtiden navigerer på nettet, samt tænder og slutter for elektroniske apparater i vores hjem. […] Vi vil ikke længere trykke på mobiltelefoner, men tale til dem. Lyd vil blive tilpasset folks hverdag, brugssituationer, livsrytme, daglige rutiner og lokationer.

Det, der før lød som science fiction og fremtidsvisioner, er i dag realistisk, og ifølge medieforskerne er lyd er en central del af den virkelighed.