08 dec 2017
8 december 2017

Radio sender både lokalt og globalt

Norea Radio Haderslev er en del af et landsdækkende netværk af kristne lokalradioer. Norea når desuden ud med det kristne budskab i store dele af verden.

Den Kristne Producent Komité er en sammenslutning af omkring 20 kristne lokalradio- og tv-stationer. En af dem er Norea Radio Haderslev.
Radioen sender webradio og startede i 2008 med at sende otte timer om dagen. I dag kan man lytte til radio med kristent indhold hele dagen fra kl. 06.00 om morgenen til kl. 03.00 om natten.

Når ud gennem webradio
Norea Radio Danmark sender i netværk med mange kristne lokalradioer i Danmark. Siden radiosamvirket i 1960’erne lavede de første prøveudsendelser på kortbølge, har man ønsket at gøre det så let som muligt for alle danskere at stille ind på Noreas kanal. Det må siges at være muligt i dag, hvor 94 procent af alle danskere har adgang til Internettet.
Noreas arbejde i Danmark har som primær opgave at fortælle danskerne om Jesus og styrke kristne i troen gennem lyd- og video-undervisning. Nogle af de bedste radioprogrammer fra lokalradioerne bliver sendt på webradioen, og de radioprogrammer, som Norea selv producerer, stilles gratis til rådighed for lokalradioerne.

Krydser alle grænser
Men Norea sender ikke kun i Danmark. Målet er at nå ud til mennesker verden over – især dem, der er vanskelige at nå på traditionel vis. Således når Norea ind gennem lukkede grænser, ud til øde og ufremkommelige områder, ind til undertrykte kristne og endda ind i muslimske hjem.
Det sker sammen internationale samarbejdspartnere gennem både radio- og tv-programmer, satellit-tv og sociale medier. Det kristne budskab når således ud til lande både Afrika, Asien, Mellemøsten og Europa.
I nogle dele af verden er radioen stadig den primære nyheds og underholdningskanal. Andre steder, som i Mellemøsten, er satellit-tv det primære medie, forklarer Norea på deres hjemmeside.

Læs mere om Noreas arbejde her.