Portrætprogram på KKR-TV er blevet endnu skarpere. I programmet Livsvalg kommer vi tæt på en hjælpeorganisation, som i 25 år har hjulpet de mest sårbare i Mellemøsten og Asien.
Før hed det Livsværdier. Nu hedder det Livsvalg. Og ind imellem handler det om Livsskæbner.
For med programmet Livsvalg på KKR-TV kommer seerne tæt på en nødhjælpsarbejder, som i 25 år har forandret tilværelsen for hundredtusinder af mennesker i Mellemøsten og Asien.
Kim Hartzner hedder manden, der med en hær af dedikerede medarbejdere i Mission Øst yder katastrofehjælp og langsigtet udviklingsarbejde i Afghanistan, Armenien, Burma, Irak, Nepal, Nordkorea, Syrien og Tadsjikistan.
Det var Kim Hartzners livsvalg, der afgjorde hans og senere de mange nødhjælpsmodtageres skæbne. Det hele startede i en garage i Birkerød, hvor Kim og hans far samlede medicin og hospitalsudstyr til det kollapsede Østeuropa og Sovjetunionen.
Mange af de steder hvor Mission Øst sætter ind, er der ikke andre hjælpeorganisationer, fordi det er for farligt. I Irak har de gjort et kæmpe stykke arbejde efter den humanitære katastrofe, der opstod i Islamisk stats kølevand – specielt i Mosul.
– Noget af det vigtigste i arbejdet ligger i at give folk en hverdag, hvor der ingen hverdag er. At hjælpe med at bearbejde de mange traumer samt selvfølgelig yde den nødvendige hjælp mht. mad, tøj og et sted at sove, lyder det fra programmets vært, skuespiller Dina Al-Erhayem.
Programmet sendes på KKR-TV og på det landsdækkende DK4, mens det også kan ses på YouTube.
Serien Livsvalg har vist portræt af Ida Auken og fortsætter i løbet af efteråret med kendte personligheder som tv-meteorolog Mikael Jarnvig, skuespiller Bodil Jørgensen og prædikant Hans Berntsen.
Nyheder
- 01 jul 2023Nyt lovforslag vil styrke lokale og regionale medier
- 29 apr 2023Årsberetning d.29. April 2023
- 30 maj 2022Den Nye Medieaftale – Den demokratiske samtale skal styrkes
- 21 feb 2022Et nyt udspil fra kulturministeren vedr. Medierne
- 06 jan 2022Medienævnet uddeler redaktionel produktionsstøtte for 2022