Karen Kornbech Larsen blev fyret som sygeplejerske. Det blev startskuddet til at uddanne sig til forfatter. Nu har hun skrevet to bøger. Fynbo TV har interviewet forfatteren.

Ind imellem kommer der fine perler i rækken af prægrammer i lokalradio og –tv. En af dem er et interview med Karen Kornbech Larsen på Fynbo TV. Fynbo TV sender på hele Fyn og øerne gennem forskellige lokale sendere.

Kirsten Kornbech Larsen fortæller, at hun mistede sit arbejde og blev sat på stand-by – lige indtil hun gav sig i kast med at skrive. Og nu har hun skrevet to bøger i serien Tankespind, udgivet på Meldgaards forlag.

– Jeg har været sygeplejerske i mange år og var vild med det, men nu måtte jeg finde et andet indhold i mit liv, fortæller hun til Fynbo TV. – Jeg har skrevet digte og altid været glad for sprog, så nu tænkte jeg, at digtene måtte ud til mange flere.

Tankespind – og det blev sommer hedder den seneste bog, der følger op på Tankespind – fra vinter til vår. Vi følger unge Sara, der er hjemløs, misbruger og i stærk opposition til omverdenen. På den måde afspejler hun mange ensomme og marginaliserede unge i dag.

Karen Kornbech Larsen begyndte sin karriere som forfatter med at deltage i en forfatterskole på internettet.

– Det kom der en hel masse prosa ud af, som jeg slet ikke anede, at jeg skulle skrive. Det var rigtig spændende. Jeg blev helt optaget af det, fortæller hun.

Computerens indbakke blev fyldt med en masse opgaver, hun skulle skrive, og så åbnede sig en helt ny verden:

– Lige pludselig kom jeg helt ind under huden på nogle typer, som jeg ellers ikke kunne identificere mig med.

En af opgaverne var at skrive en tænkt barndomserindring, og så var forfatterskabet begyndt.

– Jeg kunne slet ikke få min hovedperson ud af hovedet, smiler Karen Kornbech Larsen.

Se interviewet med Karen Kornbech Larsen ca. 15 minutter ind i udsendelsen her.