25 okt 2018
25 oktober 2018

Fordel at dele frekvens med andre stationer

Den esbjergensiske lokalradio, Arkens Radio, sender nu på samme frekvens som Radio Soft. Det giver liv på kanalen og nye potentielle lyttere, fortæller stationsleder Bent Larsen.

Nu kan du både finde Arkens Radio og Radio Soft på frekvens 93,5 MHz. Den luthersk-missionske lokalradio fra Esbjerg og den kommercielle lokalradiostation deler nemlig frekvens.
Det er der mange fordele i, lyder det fra stationsleder Bent Larsen:
– Der er liv på kanalen døgnet rundt. Når vi stopper, tager Radio Soft over, så der er altid noget at komme efter.

Arkens Radio sender mandag til lørdag fra kl. 9-10 og fra kl. 18 til ud på aftenen. Resten af tiden går til Radio Soft, der, som navnet antyder, primært sender blød musik. Dermed får lokalradioen adgang til en helt ny målgruppe:
– Der kan være nogle lyttere, som har deres radio sat på 93,5 MHz, og dermed kommer til at lytte til os ved et uheld, siger Bent Larsen.
– På den måde kan folk hoppe over fra en musikudsendelse til en andagt eller et samtaleprogram.

Hvad gør I så for at gøre overgangen til Arkens Radio naturlig og holde på lytterne? Spiller I noget musik for eksempel?
– Vi gør det lidt, men vi vil heller ikke gå for meget på kompromis. Vi sender lidt frisk musik i begyndelsen af vores programmer, men vi er jo en budskabsradio, og det skal vi blive ved med at være, fastslår stationslederen.

Radio Arken er nemlig startet af Luthersk Mission og har derfor et kristent værdigrundlag. Formålet er, at yde menneskelig og spirituel hjælp til mennesker, der har det svært. Det præger også sendefladen:
– Vi sender primært musik- og bibelundervisningsprogrammer, fortæller Bent Larsen. – Vi har for eksempel et program, der hedder ”Oplæsning af Det Nye Testamente”. Det blev oprindeligt sendt af Bibelselskabet, men nu har vi fået lov til at sende det hver uge.

Derudover skal I jo sende lokalstof. Det skal Radio Soft ikke…
– Ja, vi skal have mindst en times lokalradio om ugen. Vores morgenradio er direkte, og der kan folk ringe ind med hilsner og lykønskninger. Fredag aften sender vi et program, der hedder ”Arken er ladet med”. Det varer fem timer og er delvist direkte og delvist båndet. Der har vi quizzer og sangønsker og sådan noget, fortæller Bent Larsen.

Kan du anbefale andre lokalradioer at lægge sig op ad en almindelig kommerciel radiokanal?
– Ja, absolut! afslutter stationslederen.