Danskernes brug af podcasts er i fremgang. Det er især de unge, der streamer radioindhold ”on demand”, lyder det i ny rapport om danskernes medievaner.
Vil man have flere unge lyttere skal man lave en podcast. I hvert fald hvis man kigger på DR Medieforsknings seneste rapport om danskernes medievaner. Ifølge undersøgelsen er andelen af unge, der lytter til podcasts ugentligt steget fra 25 procent i 2017 til 31 procent i 2018. Til sammenligning er tallene for den samlede befolkning 15 procent i 2017 og 18 procent i 2018.
Unge lyttere, ung podcast-profil
Podcast er en sammentrækning af ”Personal On Demand Casting” eller på dansk; “personlige udsendelser til afhentning”. Fænomenet kom frem i 00’erne, og har siden vundet indpas i meste af verden. Flere og flere medier lægger nu deres radioudsendelser ud som podcasts, som lytterne kan downloade og lytte til, når de har tid. I det travle danske samfund er det blevet en stærk konkurrent til det traditionelle flow-radio og -tv, der ser ud til stagnere.
I rapporten, Medieudviklingen 2018, skriver forskerne Dennis Christensen og Henrik Gregor Knudsen:
– Det er især podcast, de unge radiolyttere tager til sig i disse år. Selvom der fortsat er over dobbelt så mange unge, der hører traditionel radio, er det oplagt, at radioens on demand-produkt har en markant yngre profil i forhold til den traditionelle radio.
’Nemt’ er nøgleordet
Ifølge forskerne er bekvemmelighed en af hovedårsagerne til podcasts stigende popularitet:
– Bekvemmelighed er nøgleordet i udviklingen, skriver Christensen og Knudsen i rapporten. – De teknologiske platforme er de seneste par år blevet mere modne og fungerer nu bedre end før. Fra at skulle synkronisere podcasts fra sin computer til en iPod, kan man nu nøjes med at trykke play i en app
Man kan desuden sammensætte podcastene, som man vil, så de matcher ens interesser, og så er det nemt at have med på farten. Podcast er også billigt og nemt at producere og offentliggøre. Ligesom på YouTube, blogs og sociale medier kan privatpersoner udgive deres egne podcasts med alt fra rejseguides til politiske samtaleprogrammer. På den måde mindskes afstanden mellem afsender og modtager – en tendens, der tiltrækker unge mediebrugere.
Folkelige podcasts mangler
Podcastmediet har givet en platform til ellers smalle genrer som taleradio og radiomontage, skriver forskerne. Ulempen ved de niche-prægede podcasts er imidlertid, at de rammer skævt i befolkningen.
Ifølge rapporten lytter 31 procent af danskerne med en videregående uddannelse til podcasts ugentligt. Blandt de er erhvervsuddannede er tallet kun 11 procent.
– Podcast kan dermed siges at mangle flere folkelige produkter, som fx Mads og Monopolet, for at nå ud til en bredere målgruppe, lyder konklusionen fra Christensen og Knudsen.
Nyheder
- 01 jul 2023Nyt lovforslag vil styrke lokale og regionale medier
- 29 apr 2023Årsberetning d.29. April 2023
- 30 maj 2022Den Nye Medieaftale – Den demokratiske samtale skal styrkes
- 21 feb 2022Et nyt udspil fra kulturministeren vedr. Medierne
- 06 jan 2022Medienævnet uddeler redaktionel produktionsstøtte for 2022