06 nov 2017
6 november 2017

Erfaren mediemand laver kristen taleradio

Per Nielsen blev overrasket over responsen på et musikprogram før en gudstjeneste. Så nu sender han og UCB Radio prædikener natten igennem på Amager, hvor folk arbejder på alle døgnets timer på grund af lufthavnen.

Af Svend Løbner, freelancejournalist

– Jeg har opdaget at der er et behov, og det prøver vi at dække. Radioen er et velegnet medie til at inspirere og undervise.
Det fortæller Per Nielsen fra UCB Radio på Amager. UCB står for United Christian Broadcasters. Per Nielsen betegner sig som ‘gammel medierotte’ og lavede udsendelser på Radio Malmö før der eksisterede lokalradioer i Danmark. Han tog blandt andet initiativ til oprettelsen af KKR, Radio Amager og Airport FM/TV.

Ugens højdepunkt: Bingo!
I 1980erne lavede han blandt andet lørdagsbingo sammen med Lions Club:
– Mens vi sidder en lørdag eftermiddag og råber numrene op, ringer en dame ind, som over hovedet ikke havde bingo! Vi sagde: ”Der må være sket en fejl, men vi sender dig lige en pose kaffe alligevel!” Men så ringer hun så sandelig ind lørdagen efter – og igen er hun smuttet igennem telefonslusen, selv om hun ikke havde bingo. Så bliver vi enige om at køre ud til damen og forklare hende hvordan reglerne er, fortæller Per Nielsen.
Som sagt, så gjort. Han og makkeren fra Lions Club pakker en kurv og kører ud til hende.
– Det viser sig, at damen og hendes mand begge er invalidepensionister og ikke kan komme udenfor en dør. Deres hjemmehjælp køber bingolodder til dem fredag eftermiddag, og ugens højdepunkt er, når de lørdag kan tænde for lokalradioen og spille radiobingo.
Den oplevelse rystede Per Nielsen:
– Da vi gik derfra, sagde jeg til min ven fra Lions Club: Hvor er vores samfund fattigt, når ugens højdepunkt er vores tåbelige radioprogram, hvor vi bare tæller numre og siger tillykke, du har vundet en pose kaffe!

Radio blev levende kirke
Lige dér besluttede Per Nielsen sig for at lave radio om vigtigere livsværdier! Og det blev motivationen for at sende kristen radio. I begyndelsen kun en enkelt time på Radio Amager.
– Vi spillede kun lidt kristen musik inden kirketid om søndagen. Vi kommenterede numrene og fortalte også om søndagens tekst, læste nogle gange op fra Bibelen, det var alt. Men så en dag mødte nogle mennesker op på stationen og sagde: ”Når vi har hørt jer, behøver vi ikke at gå i kirke!” Folk kom også op i receptionen for at høre, om vi kunne bede for dem. Det viste mig, hvor stor en gennemslagskraft, mediet har.
Det blev optakten til UCB Radio, som vi kender det i dag. For Per og hans hustru Kirsten besluttede at vende det hele om og lade prædikenerne fylde det meste. Så de sender prædikener hele natten igennem.
– Som gammel mediemand tænkte jeg: ”Det er der nok ingen, der gider høre på!” Men det har jeg måtte tage i mig igen! For når vi kom ind på kontoret om morgenen var telefonsvareren fuld af beskeder fra folk, der for eksempel havde siddet klokken tre om natten eller fem om morgenen og lyttet til en prædiken.

Fanget af en god prædikant
På Amager arbejder folk på alle tider af døgnet, forklarer Per Nielsen. Den store lufthavn er en 24 timers arbejdsplads.
– Der er masser af mennesker, som har en anderledes døgnrytme og derfor åbner for radioen midt om natten og bliver fanget af en god prædikant.
UCB Radio sender i dag hver nat fra midnat til klokken seks om morgenen og streamer desuden prædikenerne på internettet hele døgnet.  En APP til Iphone og Android kan hentes fra radioens hjemmeside.
Radioen sender til hele København fra sendere i Tårnby og ved Rigshospitalet i midtbyen. Stationen startede som ungdomsradio i midten af 1990’erne og overtog senere Danmarks første kristne lokalradio Rhema Radio, som de allerede samarbejdede med. Gennem Rhema Radio sender Per Nielsen og hans team nu morgenradio alle hverdage fra klokken 6-10 og i øvrigt døgnet rundt over Internettet. Også disse udsendelserne består mest af kristne prædikener og bibelundervisning.

Unge startede radioen – og kom i fjernsynet
UCB Radio startede ved at en gruppe kristne unge ønskede at lave lokalradio.
– En af de unge piger var kun 13 år, da hun kom og spurgte, om hun måtte lave lokalradio. Diana hed hun, og når hun satte sig ved mikrofonen, blæste hun højttalerne ud i den anden ende! De unge blev faktisk efter hånden så dygtige, at DR troppede op med et tv-hold og fik dem med i et ungdomsprogram, fortæller Per Nielsen.
Udsendelserne bestod af samtaler og musik.
– Det var kun kristen musik, for vi gik efter at sætte et kristent præg på hele fladen. Og samtalerne handlede om det, unge piger nu taler med hinanden om, men det var ud fra et kristent værdisæt. Det var virkelig godt!
– Det var rigtig lokalradio – men det var også holdningsradio. Det er værdibaseret radio, der betyder noget for mig! Vi har opdaget et behov for kristen inspiration og undervisning fra Bibelen. Og det prøver vi at dække så godt vi kan.
UCB Radio driver også en lille kristen musik- og boghandel på Amager, Sound of Heaven, og udgiver hvert kvartal et hæfte med inspiration til hver dag …et Ord til Dagen. Hæftet er gratis og sendes til 30.000 husstande i Norden.

Lyt til UCB Radio her.