Regeringen foreslår i et nyt medieudspil at lukke FM-båndet. Det vil gå ud over ældre lyttere, mener DKPK. Udspillet rummer dog også muligheder.
Regeringens omdiskuterede medieudspil rummer mindst én begrænsning og én mulighed for lokale stationer.
Medieudspillet danner grundlag for en medieaftale med folketingets partier, som udmøntes i public service-aftaler og -kontrakter med public service-medierne, som lige nu er DR, TV 2-regionerne og Radio 24-7. Det har ikke så meget med lokale radio- og tv-stationer at gøre.
Hvorfor lukke FM-båndet?
Det interessante er, at regeringen vil begrænse radiodistribution ved at nedlægge FM-båndet. Det sker for at fremskynde overgangen til digital radio. Her vil regeringen slukke FM-radio to år efter, at det er konstateret, at 50 pct. af lytningen er digital. Lukningen finder dog sted senest i 2021. Herefter vil al radiolytning ske via digitale platforme, og det vil efter regeringens skøn betyde ”større dansk radioudbud og øget mangfoldighed.”
Forslaget falder ikke i god jord hos Den Kristne Producent Komité (DKPK):
– Hvorfor gør man ikke som Norge, der lader FM-båndet stå åbent? Hvem bruger det ellers? Ældre lyttere hører jo stadig radio på FM-båndet, siger Bjarne Larsen, der er daglig leder i DKPK.
Mulighed for private produktionsselskaber
Det interessante ved medieudspillet er imidlertid også, at regeringen vil udvide den såkaldte public service-pulje fra de nuværende 35 mio. kr. årligt til ca. 220 mio. kr. Pengene kommer fra nedskæringer i DR.
Regeringen indbyder blandt andet private tv-produktionsselskaber til at ansøge puljen til ”produktion af dansk tv-drama, tv-dokumentarprogrammer og børne- og ungdomsprogrammer.”
Det handler naturligvis ikke om lokal-tv, men alligevel: Kan man for eksempel forestille sig, at Copenhagen Media Facility, som faciliteter KKRtv, byder ind med programmer om kristen tro i børnehøjde? Kun fantasien sætter grænser.
Og der er brug for at producere meget nyt indhold. Regeringen foreslår nemlig også, at der oprettes en ny, helt særlig tv-kanal med ”kulturindhold og folkeoplysning”.
Nyheder
- 01 jul 2023Nyt lovforslag vil styrke lokale og regionale medier
- 29 apr 2023Årsberetning d.29. April 2023
- 30 maj 2022Den Nye Medieaftale – Den demokratiske samtale skal styrkes
- 21 feb 2022Et nyt udspil fra kulturministeren vedr. Medierne
- 06 jan 2022Medienævnet uddeler redaktionel produktionsstøtte for 2022