05 apr 2018
5 april 2018

Danskerne efterspørger lokalt indhold

1,4 mio. danskere lytter til lokalradio hver uge, viser en ny undersøgelse.

Danskerne er interesserede i, hvad der foregår i den lokale kommune. En dugfrisk undersøgelse fra Danske Medier viser, at over 1,4 mio. danskere lytter til lokalradio hver uge. Selv om opgørelsen kun dækker kommerciel lokalradio, giver den et fingerpeg om danskernes lokale engagement. Det er højst sandsynligt, at danskerne også lytter med på ikke-kommercielle lokalradioer.

Opgørelsen viser nemlig, at danskerne er mere interesserede i, hvad der foregår i deres kommune (61 procent), end hvad der sker i landet som helhed (59 procent) eller i udlandet (52 procent). Tager man så med, at over 2,5 mio. danskere læser mindst en lokal ugeavis hver uge og at over 1,4 mio. læser et lokalt eller regionalt dagblad hver uge, er tendensen klar. ”Danskerne elsker deres lokale medier,” som Danske Medier formulerer det i rapporten.

Danskerne synes med andre ord, at det er vigtigt at følge med i, hvad der sker i deres kommune, og de benytter de lokale medier til at holde sig orienteret. ”Det er vigtigt for mig at følge med i, hvad der sker…,” som mange formulerer det.

Læs hele rapporten her.