18 dec 2017
18 december 2017

Bornholmsk lokalradio stopper efter 30 år

Bornholms Kristne Nærradio stopper al aktivitet ved årsskiftet. Grunden er manglende arbejdskraft og nye regler om lokalt indhold.

Med stor beklagelse må vi meddele at BKN stopper sine udsendelser ved udgangen af 2017.

Sådan lyder det på Bornholms Kristne Nærradios hjemmeside, hvor der i stedet henvises til Noreas webradio.

Årsagen er, at lovgivningen på lokalradioområdet er ændret, og at medarbejderantallet er faldet så meget at en radioproduktion ikke kan opretholdes. Derfor sender BKN den sidste udsendelse den 31. december kl. 21-22, oplyser radioen.

– Da vi startede for 30 år siden havde vi seks producerende redaktioner; i dag har vi kun to, oplyser radioens formand Preben Pihl Nielsen.

Men det er ikke den eneste grund til at radioen stopper helt:

– Den nye bekendtgørelse kræver, at vi laver mindst én time hver uge med lokalt stof. Men kravene er uklare, synes vi. Det er vores indtryk, at det ikke er nok at lave bornholmsk radio med bornholmere, men at udsendelserne skal handle om noget, som har særlig interesse for bornholmere. Kristent stof er ikke nok. Det krav synes vi ikke, at vi kan leve op til, siger Preben Pihl Nielsen.

Bornholms Kristne Nørradio blev stiftet i 1986 og sendte sin første udsendelse i 1988. Radioen ejes af Evangelisk Luthersk Mission og Luthersk Mission i fællesskab. De to foreninger danner også hver sin redaktion.

Men ved årsskiftet er det forbi. Lukningen betyder dog ikke, at bornholmerne skal undvære kristen radio. BKN henviser til Noreas webradio, som kan høres her.